Cookie test

CASES

YKASTH A/S erhverver Arnborg Kleinsmedie A/S

 Karsten og Henrik Nielsen har solgt selskaberne Arnborg Kleinsmedie A/S og Arnborg Ejendomsselskab ApS til investeringsselskabet YKASTH A/S. I forbindelse hermed udsendte sælger og køber følgende pressemeddelse:

Investeringsselskabet Ykasth A/S erhverver Arnborg Kleinsmedie A/S

Ykasth har i dag indgået aftale om investering i 100% af kapitalandelene i Arnborg Kleinsmedie A/S og Arnborg Ejendomsselskab ApS.

Arnborg Kleinsmedie blev grundlagt i 1998 af brødrene Karsten og Henrik Nielsen. Virksomheden rådgiver, projekterer, tegner og forarbejder aluminium, jern og rustfrit stål til industrien, herunder stålkonstruktioner, facader, trapper, gelændere, altaner og kundespecifikke delkomponenter gennem laserskæring, klipning, bukning, stansning og valsning.

Virksomheden har adresse i Arnborg syd for Herning, hvor de 25 medarbejdere opererer med en alsidig og velinvesteret maskinpark fordelt på mere end 4.000m2.

Karsten og Henrik Nielsen, der sidste år fejrede 25-års jubilæum, har et ønske om på sigt at træde tilbage fra den daglige drift, men slipper dog ikke tøjlerne lige med det samme:

”Vi er enormt stolte over den udvikling, som Arnborg Kleinsmedie har gennemgået, siden Karsten og jeg startede på 150m2 og producerede ved håndkraft, og vi skylder de dygtige og loyale medarbejdere en stor tak for indsatsen gennem årene. En stor tak skal også lyde til vores kunder og gode samarbejdspartnere, som har været trofaste gennem mange år, og vi håber, at det vil fortsætte i fremtiden. Men nu er tiden kommet til at nye kræfter tager over og vi ved, at Arnborg Kleinsmedie går en spændende fremtid i møde. Ykasth består af en gruppe lokale forretningsfolk, som har et værdigrundlag, som matcher vores, og vi er derfor meget trygge ved at overdrage ejerskabet til lige netop det selskab. Vi glæder os til samarbejdet med Ykasth og til at fortsætte udviklingen af virksomheden”, siger Henrik Nielsen, der sammen med Karsten Nielsen fortsætter i direktionen indtil en ny ledelse er identificeret.

I Ykasth er glæden over investeringen mindst lige så stor. Det er investeringsselskabets første i rækken:

”Arnborg Kleinsmedie er en i forvejen veldreven virksomhed, som vi ser stort potentiale i at videreudvikle. Selskabet leverer produkter og løsninger af allerhøjeste kvalitet, og jeg tror på, at vi med de rette investeringer sikrer, at endnu flere kunder får glæde af det i fremtiden. Vi glæder os over tilliden og sætter stor pris på, at både Karsten og Henrik fortsætter i den daglige drift, indtil den eller de rette arvtagere er på plads”, siger direktør i Ykasth, Anders Møberg Eriksen, der sammen med Lars Ternholt-Pedersen og Preben Rosenkilde indtræder i bestyrelsen i Arnborg Kleinsmedie.

NYCO medvirkede ved salget som M&A rådgiver for Krsten og Henrik Nielsen. Yderligere information ved henvendelse til Mogens Bjerre, NYCO M&A, på 212 9200.